mandag den 15. december 2014

 Tak til alle fremmødte - og tak for det store engagement på mødet.

Vores stormøde var en stor succes! Det kunne vi mærke allerede på aftenen, men det står endnu klarere for os, nu efter at mødet er blevet evalueret i vores medarbejdergrupper, samt i forældrebestyrelsen. Hvad så nu tænker I måske? Vi har brugt meget tid på at analysere de mange spændende udsagn, som kom frem under fremtidsværkstederne på stormødet. Vi har kategoriseret dem, og rigtig mange af udsagnene vil blive en del af den forandringsproces, der skal forberede os på den nye skolereform, som træder i kraft i august 2014.

Mange af udsagnene fra stormødet indeholder elementer af, at I som forældre ønsker at komme tættere på skolen. og gerne vil tage større ansvar i forhold til f.eks. at stille faglige og sociale kompetencer til rådighed for eleverne, når det er relevant for sammenhængen. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for! I første omgang vil vi i skolebestyrelsen have fokus på 2 områder,(Se herunder). De skal begge ses som starten på en proces, hvor vi vil blive bedre til at “udnytte” den tankekraft, samt mangfoldighed af kompetencer, som er til stede i vores forældrekreds.

1. Ny skolereform 2014 - et fælles projekt
Som nævnt vil vi frem mod 2014 bruge en del tid på at forberede os på den nye skolereform. Dette indebærer, at vi blandt andet vil sætte nogle forandringsprocesser i gang, som tager udspring i nogle af jeres udsagn fra stormødet. Vi vil meget gerne have forældre fra de enkelte klasser til at deltage i arbejdet med disse processer. Derfor vil skolebestyrelsen indkalde til dialogmøde i efteråret 2013. Indkaldelsen bliver sendt til forældrerådene, som så sender en eller flere repræsentanter fra klassen. Den vilje og energi til at tage et fælles ansvar for Vestre skoles udvikling, som vi oplevede på stormødet skal konkretiseres næste skoleår.

2. En forældre kompetence/vidensbank
Det er en ide, som bliver nævnt flere gange på stormødet, og mange af udsagnene I kom med er konkrete ideer til, hvordan I som forældre kan bidrage til skoledagen. Som sagt repræsenterer I forældre en mangfoldighed af erhverv og dermed kompetencer, som vi meget gerne som skole vil gøre brug af. Vi håber derfor, at de fleste af jer kunne have lyst til at bidrage med lige netop jeres kompetencer i ny og næ på jeres børns skole. På den måde får vi etableret et tættere samarbejde mellem  skolen og lokalområdet, mellem skolen og erhvervslivet og mellem skolen og jer forældre. Alt sammen med det mål at øge kvaliteten af undervisningen.

Vi vil gerne bruge jeres kompetencer ift. at skabe ovennævnte vidensbank. Har du ideer til form, har du erfaringer fra eget job, ideer til platform m.m. så skriv dem på forsiden af vores blog (nederst) http://fremtidensskolevestre.blogspot.dk/

På bloggen kan I finde slides fra stormødet, og der vil inden længe være videoklip fra aftenen på siden.

Vi ser frem til en spændende tid i den danske folkeskole og på Vestre skole i særdeleshed.

Venlig hilsen
Skolebestyrelsen
Vestre skole

1 kommentar: